En kreativ tilgang til Pinterest

Det mest kreative er – kreativt! Det er en blanding af kunst og videnskab. Samme indgangsvinkel fungerer ikke for alle, men følgende råd kan hjælpe dig med at oprette kreative idéer, der virker på Pinterest.

Vores indbliksteam undersøgte resultaterne for over 50.000 sponsorerede pins i løbet af et år. De testede forskelle i resultater på mere end 20 kreative parametre og undersøgte alt lige fra antal gem-, klik- og købshandlinger til billeder, overlejret tekst, reklamesprog og branding.

Nogle aspekter ved det kreative design påvirker pinresultaterne mere end andre. I denne vejledning finder du tip til, hvad der viste sig at virke bedst.

Brug dine bedste idéer

Pins bør repræsentere dine handlingsrettede, inspirerende idéer. Folk besøger Pinterest for at finde idéer fra brands og virksomheder som din, og de vil have pins, der hjælper dem med at prøve noget eller gøre noget nyt.

Design først til Pinterest

Folk begynder i god tid før en planlagt begivenhed eller aktivitet at lede efter idéer på Pinterest. Du bør derfor begynde at gemme indhold på Pinterest ca. 45 dage før. Det er sandsynligvis tidligere, end du vil lægge indhold på andre kanaler, så design først til Pinterest.

Brug overbevisende billeder

Pinterest er en visuel platform, og det giver dig derfor en fordel, hvis du bruger billeder, der er iøjnefaldende og siger noget om, hvad du kan tilbyde.

Her er tre tip til billeder, der bidrager til din succes: Livsstilsbilleder er ofte mere effektive og fanger opmærksomheden bedre end produktbilleder. Billeder med høj opløsning og høj kvalitet præsenterer sig altid bedst. Undgå billeder med alt for mange detaljer – 80 % af pinnere bruger Pinterest på mobilen, så tjek din pin på en mobil for at sikre, at det er let at forstå beskeden (og at teksten er læselig i både feedet og i fuld størrelse).

Brug lodret billedformat

Pins opstilles i kolonner, så lodrette pins fylder mere og har tendens til at falde mere i øjnene på vores platform. En lodret pins ideelle billedformat er 2:3 – 600 pixels i bredden og 900 pixels i højden.

Kvadratiske billeder på 600 pixels i både højden og bredden kan også fungere godt. Pins med en højde på mere end 1260 pixels bliver skåret af, så folk kun ser hele pinnen, når de trykker på den for at se den tæt på. Pinterest optimerer pins inden for disse foretrukne billedformater.

Overvej at tilføje tekst til dit billede for at beskrive det

Hvis dit pinbillede ikke giver nok kontekst i sig selv, kan du prøve at tilføje noget tekst på billedet, som kan være med til at formidle dit budskab. Du kan bruge overskrifter, underoverskrifter, noter eller kreative effekter til at få teksten til at arbejde sammen med billedet.

Brug smagfuld branding

Smagfuld branding giver indtryk af troværdighed og hjælper folk med at forstå, hvem indholdet kommer fra. Det er bedst at inkludere dit produkt eller emballagen i dit pinbillede eller måske integrere dit logo.

Sørg for, at folk bliver opmærksomme på dit brand, men overdriv ikke! Vælg mellem et produktbillede og et logo, men brug helst ikke begge dele på samme pin. Undgå at placere logoet i pinnens nederste højre hjørne, hvor det vil blive dækket af vores ikon til visuel søgning.

Anvend detaljerede beskrivelser

Når nogen trykker på en pin for at se den i fuld størrelse, ser de også din beskrivelse. En god beskrivelse kan gøre din idé mere overbevisende og handlingsrettet. Hvis dit formål er at få flere klik, kan du bruge beskrivelsen til at antyde, at folk kan se mere på dit website. En kraftig opfordring til handling, f.eks. "køb", "gør", "find" eller "køb nu", vil tilskynde folk til at tage de næste skridt.

Optimer til søgning på Pinterest

Sørg for, at dine pins dukker op i relevante søgninger, ved at have et billede, en titel og en beskrivelse, der passer til de søgeord, du vil opfylde. Tænk over, hvornår du vil have vist din pin og for hvem, og brug ikke søgeord, der ikke er relevante for pinnen.

Hvis du f.eks. har en fjerkrævirksomhed og vil offentliggøre en opskriftspin op til Mortensaften, skal du sørge for at bruge ordene "Mortensaften" og "opskrift". Og hvis du tilbyder finansielle tjenester og vil nå ud til folk, der overvejer at købe nyt hus, kan du bruge ord som "huskøb" og "økonomisk rådgivning".

Du kan bruge søgning som hjælp til at finde på søgeord. Hvis din pin f.eks. er opskriften på stegt flæsk, kan du søge efter "stegt flæsk" på Pinterest. Du får vist foreslåede søgninger til "langtidsstegt flæsk i ovn" og "stegt flæsk på gasgrill" og søgevejledninger som "i ovn" og "med persillesovs". Det er gode søgeord, du kan føje til din beskrivelse (hvis de er relevante).

Du kan tilføje op til 20 relevante hashtags. Pinnere bruger hashtags til at finde populært og relevant indhold. Hashtags skal fungere som brede søgeord, ikke indforstået humor (#forårsmode er fint, det er #jegserrædsomudmedhat ikke).

Sponsoreret video på Pinterest

Billede, lyd og bevægelse kan være den mest overbevisende måde at gøre dine idéer levende på Pinterest. Brug så meget plads på skærmen som muligt, og sørg for, at dine videoer er designet til mobiler og enten er kvadratiske (1:1) eller i portrætformat (9:16).

Korte videoer fungerer normalt bedst, når du vil have pinnere til at opdage din idé. Dit mål er måske at skabe opmærksomhed eller fortælle en historie. Gør dem længere, når du ønsker, at folk gør noget med din idé. Det kan f.eks. være, at du underviser i eller vejleder om noget. Uanset hvad skal du sørge for, at dit budskab kommer frem, selvom lyden er slået fra.